Hej

Jeg hedder David Warmind, det er mit navn. Jeg er glad for det. Jeg synes også jeg har pæne øjne. Der har været folk der syntes jeg var alletiders, selv uden tøj på. Det er dog et stykke tid siden.

Hvis det virker som om jeg griber efter gode ting at sige så er det sandt, dette har muligvis, muligvis, mere at gøre med hvordan jeg har det for tiden og ikke med 'virkeligheden', hvad det så end er for en størrelse.

Jeg kan smile og mene det. Jeg mener det når jeg smiler. Jeg kan ikke smile uden at mene det.

Fejl, mangler, ja.

Jeg bruger store ord, det er ét sted at starte, store ord som altid og aldrig.

Så jeg griner lidt for højt, lidt for ofte, lidt for insisterende. Men jeg mener det. Jeg mener det. Jeg mener det.

Jeg har gjort ting jeg ikke er stolt af, manglet kontrol med ting man skal kunne kontrollere, gjort ting ved folk jeg ikke kendte, folk jeg kendte inderligt, indefra.

Hvem er man så, hvad har man gjort, hvad var det hele, er, undskyld, er?

Lige nu er jeg en mand, hurra, der ikke har det godt. Lige nu, ja, de sidste par år. Eller det sidste årti. Jeg klynker, ikke ofte, men sommetider siger jeg det som det er: Jeg vil ikke være her længere. Eller: Lige nu vil jeg ikke være her længere. Eller: Jeg vil ikke være her lige nu.

Så jeg hører noget musik. Ser nogle venner, venner der forstår, dem der ikke gør, dem der tror de gør. Venner jeg elsker alle som en.

Som jeg elsker. Jeg elsker, og elsker ikke. Jeg elskes, og elskes ikke.

Dette er ikke et brev. Brevet. Jeg har lovet mig selv at der ikke skulle være noget brev og jeg er her endnu, så dette er ikke brevet.

Mit liv lige nu er lidt i ruiner, bare en smule, det falder sammen omkring mig, men, altså, man kan forebygge før og reparere efter. Men mens mælken spildes kan man bare stå og måbe.

Det er meget morsomt altsammen, det ved jeg godt, jeg griner af det og med det og så videre. Men det her er ikke for sjov.