Imorgen kommer regnen

Jeg sover nok fra den. Hvor tungt den end falder.

Der var en anden engang, hun var et lys i mørket.

I et stykke tid.

Det her handler om hende.

Det hedder 'Uden Kærlighed':

Man kan komme langt uden kærlighed. Man kan opbygge en hverdag, et liv sammen. Med smil og gråd og lykke. Med kommen og gåen og ubeslutsomhed. Sammen. Man lytter til musik. Ser en film. Sex. Den slags ting. Uden kærlighed. Men det gør ikke noget, det gør det ikke. Det er der bare ikke, det var der heller ikke, det ved man godt. Og man tænker på hinanden.

Jeg kunne genkende hende på halvtreds meters afstand, det kan jeg ikke længere, der har vi vel forskellen, jeg tænkte på hende når jeg gik i seng og når jeg stod op. Ikke altid behagelige tanker, nogle gange var det også snyd for der lå hun lige der og hvad fanden skal man så ellers tænke på?

Vi havde en sang, ligsom rigtige par. Vi sendte sms'er ligesom et rigtigt par. Alle de ting jeg havde drømt om, næsten alle de ting jeg havde drømt om, var der. Og så en dag var det væk, ja ikke sådan 'puf' men næsten, altså, det var mig der standsede det. Vi kom langt uden kærlighed. Og så en dag kom det igen og så en dag var det væk. Det er vel sådan sådan noget kører.

Det tænkes stadig på, jeg kan strejfe noget i mørket og tænke på hvor tæt på jeg var på at lyve, strejfe noget i mærket og kun tænke på behagelige ting. Uden kærlighed.

Da jeg havde sagt nej første gang var jeg euforisk, jeg følte min verden var pludseligt lettere, der var meget mere plads. Til alting. Da jeg så sagde ja den anden gang føltes det som et eventyr, som om hele min verden åbnede sig. Ja og nej, igen og igen. Uden kærlighed. Intet falskt løfte, næsten, næsten intet falskt løfte. Bare en lille smule løgn.

Engang fik jeg en til at smile. Engang fik jeg en til at græde. Engang fik jeg en til at gå med mig i mørket.

Man kan komme langt uden kærlighed.

---

Lang vinter, koldt forår, der er en sommer på vej.

Lysere og lysere.

Kærlighed.

Træet er sprunget ud

Det store træ, udenfor mit vindue.

I den forbindelse skal vi have en lille historie om kærlighed og ikke-kærlighed.

Det er sådan set mere en bunke tanker over et forulykket forhold der aldrig rigtigt var.

'Afstanden' hedder det, og det lyder således:

Og hvad har jeg tabt udover ord. På gulvet. Min fremtid? Ups, klask, øv.

Alting starter et sted og alting slutter et sted, nogen gange er det det selv samme sted. Kniven føres ind, kniven tages ud igen.

Men, det startede i denne her stol, i dette her lokale, hjørnet af no and where.

Og det sluttede i denne her stol. Lad det være mig en lektie.

Jeg har aldrig læst mine lektier.

Læst på den, men det behøver jeg vel heller ikke. Og hvem, min ven, min allerkæreste, er så kniven, hvem er den bevægelse der går indad, drejer en smule - bare for at være sikker - og så går udaf igen? Hvem bliver stukket?

Hvad har jeg mistet. En stemme i et andet sted der talte sødt, så talte ikke og så talte hårdt og afsluttende. En stemme der lå helt stille, helt sikkert. En tradition. Noget at se frem til. Hver aften en stemme der ikke kunne høres, kun kunne ses. Igennem luften, igennem kabler. Over lange afstande.

Måske er det det der er kniven, afstanden, måske er det det der stopper kniven. Måske er afstanden bare det der lille drej, bare for at være sikker.

Jeg havde engang en vision, den er ved at forsvinde under pres fra samtaler og medicin, men jeg havde engang en vision og jeg troede at du, min ven, min allerkæreste, var den person der sad ved siden af mig i toget og talte et sprog jeg ikke forstod. Det er min vision, min fremtid - på gulvet, ups, klask, øv - der bliver stukket. Ned, som man siger.

Hvor sødt må man tale til nogen før de bliver afhængige? Er det det jeg er? Er det her min detox? Alt ender et eller andet sted, alt bliver knust, men sommetider går der lidt længere, jeg har bare ikke den luksus at kunne vælge mine egne slag. Så det her er mit, der er bare ikke nogen at slås med. Og det har der aldrig været.

---

Træet er smukt, solen har været her.

Ja.

Hej

Jeg hedder David Warmind, det er mit navn. Jeg er glad for det. Jeg synes også jeg har pæne øjne. Der har været folk der syntes jeg var alletiders, selv uden tøj på. Det er dog et stykke tid siden.

Hvis det virker som om jeg griber efter gode ting at sige så er det sandt, dette har muligvis, muligvis, mere at gøre med hvordan jeg har det for tiden og ikke med 'virkeligheden', hvad det så end er for en størrelse.

Jeg kan smile og mene det. Jeg mener det når jeg smiler. Jeg kan ikke smile uden at mene det.

Fejl, mangler, ja.

Jeg bruger store ord, det er ét sted at starte, store ord som altid og aldrig.

Så jeg griner lidt for højt, lidt for ofte, lidt for insisterende. Men jeg mener det. Jeg mener det. Jeg mener det.

Jeg har gjort ting jeg ikke er stolt af, manglet kontrol med ting man skal kunne kontrollere, gjort ting ved folk jeg ikke kendte, folk jeg kendte inderligt, indefra.

Hvem er man så, hvad har man gjort, hvad var det hele, er, undskyld, er?

Lige nu er jeg en mand, hurra, der ikke har det godt. Lige nu, ja, de sidste par år. Eller det sidste årti. Jeg klynker, ikke ofte, men sommetider siger jeg det som det er: Jeg vil ikke være her længere. Eller: Lige nu vil jeg ikke være her længere. Eller: Jeg vil ikke være her lige nu.

Så jeg hører noget musik. Ser nogle venner, venner der forstår, dem der ikke gør, dem der tror de gør. Venner jeg elsker alle som en.

Som jeg elsker. Jeg elsker, og elsker ikke. Jeg elskes, og elskes ikke.

Dette er ikke et brev. Brevet. Jeg har lovet mig selv at der ikke skulle være noget brev og jeg er her endnu, så dette er ikke brevet.

Mit liv lige nu er lidt i ruiner, bare en smule, det falder sammen omkring mig, men, altså, man kan forebygge før og reparere efter. Men mens mælken spildes kan man bare stå og måbe.

Det er meget morsomt altsammen, det ved jeg godt, jeg griner af det og med det og så videre. Men det her er ikke for sjov.