Det store træ, udenfor mit vindue.
I den forbindelse skal vi have en lille historie om kærlighed og ikke-kærlighed.
Det er sådan set mere en bunke tanker over et forulykket forhold der aldrig rigtigt var.
'Afstanden' hedder det, og det lyder således:
Og hvad har jeg tabt udover ord. På gulvet. Min fremtid? Ups, klask, øv.
Alting starter et sted og alting slutter et sted, nogen gange er det det selv samme sted. Kniven føres ind, kniven tages ud igen.
Men, det startede i denne her stol, i dette her lokale, hjørnet af no and where.
Og det sluttede i denne her stol. Lad det være mig en lektie.
Jeg har aldrig læst mine lektier.
Læst på den, men det behøver jeg vel heller ikke. Og hvem, min ven, min allerkæreste, er så kniven, hvem er den bevægelse der går indad, drejer en smule - bare for at være sikker - og så går udaf igen? Hvem bliver stukket?
Hvad har jeg mistet. En stemme i et andet sted der talte sødt, så talte ikke og så talte hårdt og afsluttende. En stemme der lå helt stille, helt sikkert. En tradition. Noget at se frem til. Hver aften en stemme der ikke kunne høres, kun kunne ses. Igennem luften, igennem kabler. Over lange afstande.
Måske er det det der er kniven, afstanden, måske er det det der stopper kniven. Måske er afstanden bare det der lille drej, bare for at være sikker.
Jeg havde engang en vision, den er ved at forsvinde under pres fra samtaler og medicin, men jeg havde engang en vision og jeg troede at du, min ven, min allerkæreste, var den person der sad ved siden af mig i toget og talte et sprog jeg ikke forstod. Det er min vision, min fremtid - på gulvet, ups, klask, øv - der bliver stukket. Ned, som man siger.
Hvor sødt må man tale til nogen før de bliver afhængige? Er det det jeg er? Er det her min detox? Alt ender et eller andet sted, alt bliver knust, men sommetider går der lidt længere, jeg har bare ikke den luksus at kunne vælge mine egne slag. Så det her er mit, der er bare ikke nogen at slås med. Og det har der aldrig været.
---
Træet er smukt, solen har været her.
Ja.
